Inspirationstur til Gellerup
Mandag d. 2. marts var vi i Plus Bolig på en “studietur” for at hente inspiration til den kommende helhedsplan i vores største afdeling – 1045 Beatesmindevej / Hellevangen.
Gellerupparken og vores afdeling 1045 kan ikke direkte sammenlignes på skala, situation og historie, men der er mange værdifulde erfaringer og input at hente, især når det gælder byggetekniske løsninger, organisering og samarbejde i store renoveringsprojekter.
I Gellerupparken – der hører under den almene boligorganisation Brabrand Boligforening – arbejdes der målrettet på at modernisere området og skabe attraktive, tidssvarende boliger med fokus på bæredygtighed, genbrug og stærkere fællesskaber.
Vi fik oplæg og rundvisning på byggepladsen af NCC, som gav os et konkret indblik i hele processen, herunder bl.a. konstruktioner, facader, planlægning og de mange overvejelser, der følger med et projekt i den størrelse.
Dagen har været både inspirerende og lærerig, med gode drøftelser og erfaringer, som vi tager med videre i arbejdet med helhedsplanen for afdeling 1045.
En stor tak til Brabrand Boligforening og NCC for at dele viden og erfaringer fra deres projekt. Fra Plus Bolig deltog repræsentanter fra afdelingsbestyrelsen, det lokale byggeudvalg, OB-byggeudvalget, byggeteknisk afdeling, driften og vores direktør – sammen med vores rådgivere og samarbejdspartnere på helhedsplanen fra C.F. Møller Architects, NIRAS og Kuben Management A/S.